Noget af det værste omkring temperaturer er når en hjemmeside reklamerer med
en temperatur i et varmt bassin og når man så kommer i vandet, er det koldere end forventet. Alternativt står temperaturen
i nogle svømmehaller med fast tekst på trykte skilte og det passer absolut ikke altid. Man føler sig taget ved næsen,
når man bliver lokket ind under falske forudsætninger.
Det burde være tvungent at skilte med de korrekte temperaturer eller endnu
bedre, at temperaturerne blev vist løbende via digital visning i hallen og også gerne direkte på svømmehallens hjemmesiden.
Nogle enkelte steder måler de temperaturen og skriver det løbende på en tavle. Dette
er god forbrugeroplysning.
Mange gæster sammenligner temperaturer i svømmebassiner med danske havtemperaturer
og så kan svømmebassinerne umiddelbart lyde meget varme.
Der er dog stor forskel på hvordan en temperatur i havet og en temperatur i
et svømmebassin føles. Nedenstående er der beskrivelse af forskellige temperaturer i svømmebassiner.
- 24 grader er hunde hamrende koldt.
- 26 grader er meget, meget koldt. 26 grader er dog en god temperatur for konkurrencesvømmere, da de bliver
for varme i 28 grader.
- 28 grader er koldt, men en OK, temperatur hvis man rører sig konstant og er meget aktiv.
- 29 grader er nok det varmeste for et egentligt motions svømmebassin. Til gengæld er det en absolut minimumstemperatur
for et badeland. Forskellen mærkes tydeligt mellem Køge Svømmeland, der kører med 28 grader varmt vand og Aq-va-kul i Malmø
der kører med 29 grader varmt vand. Der er rigtigt koldt i Køge Svømmeland. I Aq-va-kul i Malmø er det koldt lige når man
hopper i.
- 30 grader er lækkert i et badeland, men for koldt i et decideret varmtvandsbassin, hvilket tydeligt mærkes i varmtvandsbassinet
i Glostrup Svømmehal og i Jesperhus Blomsterpark. Børn over 3 år, kan være i vandet uden at fryse alt for meget, men de nyder
det ikke, som de ville nyde 32 grader. Børn under 3 år fryser hurtigt.
- 31 grader er stadig småkoldt i et varmtvandsbassin.
- 32 grader er minimum i et varmvandsbassin hvis det skal være rart. 32 grader
kræver at man bevæger sig hele tiden og også sørger for at børnene er aktive hele tiden. Ved 32 grader kan alle være i bassinet,
men børn under 3 år, skal aktiveres hele tiden, så de ikke kommer til at fryse. I lave bassiner hvor man ikke får sig rørt,
er 32 grader dog for koldt. Dette er for eksempel i Hørsholm Svømmehal, Lyngby Svømmehal og Glostrup Svømmehal.
- 33 grader er lækkert i et varmvandsbassin. Man har det dejligt varm og kan røre sig.
- 34 grader er en absolut luksus, men gør nok, at man bliver lidt doven. Og man bliver varm når man bevæger sig meget.
34 grader er dog et absolut minimum i et lavt varmtvandsbassin, hvor man jo ikke har den store bevægelsesfrihed. Mulighederne
er at man sidder på sin flade, skubber sig akavet rundt på numsen, kravler på alle fire eller står krumrygget og holder barnet
og i disse tilfælde er en varm temperatur påkrævet.
- 36 grader er et halvlunket boblebad.
- 38 grader et varmt boblebad.
- 40 garder er kogende boblebad, hvor det ikke er muligt at opholde sig særligt længe i.
- 42 grader er det helt umuligt at opholde sig i.
|